1. Om faget latin
I faget latin introduceres man for de fag, emner og discipliner, der blev udviklet i Romerriget i perioden ca. 500 f.v.t – ca. 150 e.v.t., og man får indblik i, hvordan disse har levet videre og påvirket senere vestlig kultur. Ligesom i faget græsk er typiske områder historieskrivning, filosofi, litteratur, drama, retorik, religion, mytologi, kunst og arkitektur. Inden for alle disse områder udviklede romerne teorier og metoder, som bruges af mange andre fag, f.eks. inden for litterær, retorisk, dramatisk analyse samt mange af de begrebspar, du kender fra faget videnskabsteori. Derfor samarbejder latin også nemt med gymnasiets øvrige fag, men arbejder meget naturligt ofte sammen med græsk.
2. Hvordan arbejder man i latin i de store skriftlige opgaver?
Hvis du skriver opgave i latin, skal du arbejde med en latinsk originaltekst og vise, at du kan finde, oversætte og inddrage centrale passager og nøglebegreber i din analyse og vurdere deres præcise betydning samt vurdere trykte oversættelser i forhold til originalteksten. På baggrund af det sproglige arbejde med teksten skal du analysere indholdet og bruge begreber, som er relevante for den genre, som du arbejder med.
Som i alle andre fag er det vigtigt at vise, at man kan leve op til fagets krav fra læreplanen. I latin er det også vigtigt, at du viser, at du kan forholde dig til den latinske originaltekst – og ikke blot til oversættelsen. Det skal fremgå af opgaven, at du har brugt originalteksten til noget relevant. Det vil sige, at du skal citere fra teksten og ikke blot parafrasere teksten. Som udgangspunkt skal du ikke skrive en syntaktisk analyse og lægge den ind i brødteksten, men selvfølgelig har du lavet en syntaktisk analyse af en sætning, før du overhovedet kan arbejde videre med dens betydning og indhold.
I analysen af indholdet skal man kunne identificere de træk og temaer, der er særligt relevante i faget latin, f.eks. nogle modsætningspar som mundtlighed-skriftlighed, guder-mennesker, fysis-nomos, frihed-slaveri (mange af disse temaer optræder også i græsk). Særlige emner inden for latin kan være overgang fra republik til kejserdømme, kejserkult, Pompei og Vesuv, romersk propaganda, mos majorum, romersk national identitet, og romernes brug og udvikling af f.eks. græsk filosofi og retorik.
I latin arbejder vi med autopsi (selvsyn), hvilket vil sige, at vi læser originalteksten og ved selvsyn læser, hvad der står. Man læser altså selve teksten og ikke om teksten, og kan på baggrund af denne læsning fortolke indholdet.
Desuden er den komparative metode central for arbejdet. Den handler om at sammenligne den originale latinske tekst med en eller flere danske oversættelser og at sammenligne indholdet af to tekster med et fælles overordnet tema.
3. Videnskabsteoretiske begreber i latin
Relevante tilgange, som du kender fra videnskabsteori, er bl.a. ’synkron-diakron’, hvor man på den ene side kan vurdere en latinsk tekst eller et tema i forhold til samtiden (synkront), på den anden side ofte kan se den i forhold til den udvikling i europæisk kultur, som den antikke tekst danner baggrund for (diakront).
Et andet begrebspar er ’idiografisk-nomotetisk’, hvor man vurderer hvilken interesse, man har i det, man undersøger. Når man undersøger en romersk tekst eller en romersk forfatter, undersøger man det specielle ved teksten/forfatteren, hvad er det for et specielt sprog eller tema, som teksten har. Man undersøger hvad der er særligt ved lige præcis denne tekst (idiografisk). Man kan arbejde med en nomotetisk tilgang, når man undersøger om alle de romerske fabler kan danne en regel eller model for alle fabler eller et særligt sprogligt fænomen i latinske tekster er repræsentativt for alle indoeuropæiske sprog, etc.
Vigtige fagbegreber er bl.a. netop autopsi, genrekarakteristika (som f.eks. dramatisk ironi eller smykkende adjektiver) og stort set hele det retoriske system, som Cicero har været en vigtig formidler af.
………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….
1. Om faget græsk
I faget græsk introduceres man for mange af de fag, emner og discipliner, der blev grundlagt i det antikke Grækenland i perioden 800 – 300 f.v.t, og man får indblik i, hvordan disse fag har levet videre og udviklet sig i senere europæisk og vestlig kultur. Typiske områder er historieskrivning, filosofi, litteratur, heltedigtning, drama, retorik, religion, mytologi, kunst og arkitektur. Inden for alle disse områder – og faktisk flere endnu – udviklede grækerne teorier og metoder, der bruges af mange af gymnasiets fag i dag og på mange videregående uddannelser. Græsk er derfor i den lidt specielle situation, at mange metoder, der i virkeligheden går tilbage til grækerne, i dag bruges aktivt ikke kun i græsk, men også af mange andre fag. En del af de videnskabsteoretiske begrebspar, som bruges på tværs af gymnasiets fag, går faktisk også tilbage til grækerne.
Græsk indgår i et nært samarbejde med latin, fordi romerne så grækerne som kulturelle og videnskabelige forbilleder, tog den græske kultur til sig og tilpassede den til deres egen civilisation. Siden har denne græsk-romerske kultur dannet baggrund for vestlig kultur og præget stort set alle efterfølgende perioder. Græsk samarbejder således nemt med gymnasiets øvrige fag, da det selvfølgelig er relevant at se på, hvordan de frø, der blev sået i antikken, har udviklet sig og præget senere perioder, og hvordan antikkens fag og videnskaber har forgrenet sig ud i mange moderne fag, hvor de har sat nye frø.
2. Hvordan arbejder man i græsk i de store skriftlige opgaver?
Hvis man skriver opgave i græsk, skal man arbejde med en eller flere græske originaltekster. Man skal være i stand til at finde, oversætte og inddrage centrale passager og nøglebegreber og til at vurdere ord og passagers præcise betydning. Desuden skal man vurdere trykte oversættelser i forhold til originalteksten. Man lægger vægt på en meget præcis forståelse af sproget og sprogets nuancer.
I undervisningen i græsk spiller syntaktisk analyse en meget central rolle. Men i de store skriftlige opgaver skal man normalt ikke demonstrere syntaktisk analyse.
På baggrund af det sproglige arbejde skal tekstens indhold analyseres. Når man analyserer tekster i græsk, er det vigtigt at være opmærksom på relationen mellem form og indhold.
I analysen af indholdet skal man kunne identificere de træk og temaer, der er særligt relevante i faget græsk, f.eks. mundtlighed-skriftlighed, guder-mennesker, fysis-nomos, kaos-kosmos, apollinsk-dionysisk, hybris-nemesis mv. og desuden identificere de genretræk, som er relevante for teksten. Derudover er det ofte relevant at inddrage efterantikke tekster for at demonstrere den lange tradition, som udgår fra det antikke Grækenland.
Et vigtigt begreb i forbindelse med opgaveskrivning i græsk er autopsi, der betyder selvsyn, hvilket vil sige, at man læser originalteksterne direkte på originalsproget og udleder sin analyse heraf uden på forhånd at lægge begreber, teorier, idéer ned over teksterne.
Den komparative metode er også vigtig. I denne sammenhæng betyder det, at man sammenligner, vurderer og kritiserer trykte oversættelser af den græske originaltekst og sammenligner oversættelserne med hinanden.
3. Videnskabsteoretiske begreber i græsk
Alle videnskabsteoretiske begreber kan komme i spil i forbindelse med opgaveskrivning i græsk: F.eks. er begreberne idiografisk-nomotetisk relevante, når man vurderer en forfatters individuelle sproglige formuleringer og ser dem i forhold til de regler, som grammatikken opstiller eller når man ser på, om en individuel tekst fra antikken danner lovmæssighed for, hvordan man senere i europæisk litteratur skriver en tekst i en bestemt genre. Begreberne diakron-synkron er relevante, fordi man på den ene side kan vurdere en antik græsk tekst eller tema i forhold til samtiden, på den anden side ofte kan se den i forhold til den udvikling i europæisk kultur, som den antikke tekst danner baggrund for.