1. Om oldtidskundskab

I oldtidskundskab arbejder vi med eksempler på antik græsk-romersk kultur, litteratur og kunst, og hvordan disse værker og tanker har levet videre og påvirket senere ideer. Arbejdet i oldtidskundskab er altid forankret i et indgående studie af det antikke materiale (især tekster, men også kunst og arkitektur). Det er et meget bredt favnende fag, der kan handle om alle aspekter af antikken, der har været med til at præge senere perioders kultur og forestillingsverden.

Mange af de begreber, modeller og teorier, du kender fra andre af gymnasiets fag, har rødder tilbage blandt antikke græske og romerske tænkere, eller er udviklet netop for at analysere antikke værker. Derfor kan de fleste af de analytiske greb, du har mødt i andre fag, også anvendes i oldtidskundskab, og oldtidskundskab kan ret nemt kombineres med de fleste andre fagområder i f.eks. et studieretningsprojekt.

 

2. Hvordan arbejder man i oldtidskundskab i de store skriftlige opgaver?

Om begreber, materialevalg og metoder

Centralt i undervisningen i oldtidskundskab står autopsi (‘selvsyn’): Vi arbejder selv direkte med de antikke tekster og kunstværker på første hånd, i stedet for at forlade os på, hvad andre har skrevet eller tænkt i håndbøger eller leksika. Når vi arbejder autoptisk med f.eks. en antik tragedie, betyder det, at vi selv læser og analyserer tragedien, frem for at læse om, hvad andre har ment om den. Det samme gør sig gældende i de store opgaver.

Hvis du overvejer at skrive SRP i oldtidskundskab, skal du være opmærksom på, at der skal indgå noget antikt materiale (tekster, kunstværker, arkitektur), som du skal forholde dig direkte til. Det er f.eks. ikke nok at tage udgangspunkt i en bog om antik historie eller en moderne oversigt over antik mytologi (selv om begge dele kan være nyttige hjælpemidler): kom i stedet til din lærer/vejleder og få hjælp til at finde antikke kilder.

Du kan både arbejde synkront, med fokus på, hvordan et tema bliver behandlet i en enkelt tekst eller inden for en afgrænset periode, og diakront, hvor du undersøger, hvordan et tema udvikler sig i tidens løb, f.eks. hvordan en antik idé lever videre og påvirker senere opfattelser.

Hvis du arbejder med en antik tekst i oversættelse, er det også vigtigt at være opmærksom på, at der har været en oversætter inde at fortolke den græske eller latinske tekst og omformulere den på dansk: der er altså et fortolkende mellemled mellem os som læsere og den antikke tekst. Hvis du har mulighed for det, kan det være nyttigt at sammenligne flere forskellige oversættelser af den samme tekst for at se, hvordan de centrale passager bliver gengivet.

Tilsvarende er det i arbejdet med antik kunst tit værd at være opmærksom på, hvilken kontekst værket optræder i nu, og hvordan det mon har set ud i antikken: Har statuen eller templet været bemalet, hvor har det stået henne osv.?

Faglig skrivning – særligt om henvisninger i oldtidskundskab

Når du citerer fra en antik tekst i oversættelse, skal det selvfølgelig dokumenteres med en henvisning. Den generelle vejledning, du har fået om henvisninger i de større skriftlige opgaver gælder også for oldtidskundskab, men det er særligt for faget, at vi i høj grad gør brug af oversættelser.

Når du henviser til en tekst i oversættelse, skal du både angive den oprindelige forfatter (hvis vi kender den) og oversætteren. Undgå henvisninger af typen “Herodot (1979), s. 32”, hvor det ser ud, som om den antikke forfatter Herodot, der skrev i 400-tallet f.v.t., har skrevet en bog for relativt nylig. I en litteraturliste kan du f.eks. skrive:

Herodot: Herodots Historie, bd. 1, overs. Th. Hastrup & L. Hjortsø. København: Gyldendal, 1979.

Vergil: Vergils Æneide på danske vers, overs. O. S. Due. København: Centrum, 1996.

I fodnotehenvisninger anføres også både forfatter og oversætter. Ved henvisning bruger man normalt tekstens egen inddeling: Et digt vil typisk være inddelt i sange og vers, mens et prosaværk tit er inddelt i kapitler og afsnit:

Herodot: Historie (overs. Hastrup & Hjortsø 1979), 1.6.1. [dvs. 1. bog, kapitel 6, afsnit 1]

Vergil: Æneiden (overs. Due 1996), 4.331-336. [dvs. 4. sang, vers 333-336]

Hvis den oversættelse, du bruger, ikke inddeler teksten i vers eller afsnit, må du henvise til oversættelsens sidetal i stedet. Hvis dit projekt involverer antikke kunstværker eller monumenter, kan det være en god idé at vedlægge ét eller to gode billeder af hvert værk som bilag, du kan henvise til.

 

3. Videnskabsteoretiske begreber i oldtidskundskab 

Begreber fra undervisningen

Alle de faglige begreber, du har mødt i undervisningen, kan selvfølgelig være relevante: Arbejder du f.eks. med en bestemt genre (epos, drama, retorik, lyrik osv.), er der typisk nogle bestemte fagudtryk knyttet til genren (f.eks. homeriske lignelser, dramatisk ironi, det retoriske system osv.), du bør inddrage i din analyse. Antik litteratur er kendetegnet af et stærkt fokus på genretræk og sammenhængen mellem form og indhold, så det er vigtigt, at du er bevidst om, hvilken genre dit materiale hører hjemme i.

Der kan også være bestemte ideologiske, religiøse, filosofiske eller værdiorienterede fagudtryk, der er relevante for din undersøgelse (f.eks. kaos og kosmos, hybris og nemesis, fysis og nomos).

Overvej i det hele taget, hvad der kan være relevant fra den palet af begreber, du har mødt i undervisningen, og diskuter det gerne med din vejleder. Det er også vigtigt at vise, at man kan begrænse sig og sortere fra, så du skal ikke bare nævne et begreb for at nævne det, hvis du ikke bruger det til noget og det ikke er relevant: Sørg for at inddrage dine begreber aktivt, så du får vist, at du kan anvende dem!

Videnskabsteoretiske begreber

Netop autopsien er et afgørende begreb (se herover). Du viser, at du behersker den autoptiske analyse, ved at komme så langt ned i det antikke materiale som muligt: Læs teksten grundigt og dokumentér dine læsninger med citater og henvisninger.

Derudover er det værd at overveje mange af de begreber og begrebspar, du kender fra undervisningen i videnskabsteori. Arbejder du diakront eller synkront, idiografisk eller nomotetisk, faktuelt eller normativt, med fokus på kausalitet eller intentionalitet? Alle disse tilgange kan være relevante og berettigede for et projekt med oldtidskundskab.