Byggeri og udsmykning

Gymnasiets fysiske rammer er gennem de seneste år blevet fornyet af flere omgange dels for at støtte op om et moderne og innovativt læringsmiljø og dels for at imødekomme et stigende antal ansøgere. I 2012 fik gymnasiet en moderne  tilbygning i glas og stål med klasselokaler, auditorium, studiecenter, kantine og en stor tagterrasse med udsigt over byens tage. Tilbygningen er arkitektonisk interessant og står i kontrast til det klassiske byggeri, og som helhed bidrager bygningen positivt til bybilledet omkring Nørreport.

I 2016 blev gymnasiet udvidet med bygningen på Nørre Voldgade 3, det tidligere lærerseminarium. Bygningen huser moderne klasselokaler, et billedkunstværksted, en mindre tagterrasse og nye science-lokaler. I samme omgang fik gymnasiet et nyt, lydisoleret musiklokale med spritnye instrumenter. Og henover sommeren 2017 blev der bygget en gangbro mellem de to bygninger, så gymnasiet fremstår samlet.

Som en del af skolens udsmykning har vi kunstværker af blandt andre Tal R og Lars Nørgaard. Sidstnævnte har skabt nogle kæmpe værker i stærke ekspressive farver til gymnasiet. Værkerne er udlånt af Ny Carlsberg Fonden og er til stor glæde og inspiration for både elever, lærere og brugere af huset.